Jeg var så heldig, at møde Niels Anker Kofoed og interviewe ham til bogen “Mit Bornholm – 12 personligheder”. Som altid stillede Rita op med udsøgt kage og kaffe og så begyndte bekendtskabet med et usædvanligt menneske. Ligefrem var han når det gjaldt “de radikale røvhuller” – hvortil Rita tyssede lidt. Mogens Glistrup kunne man ikke stole på og Uffe Ellemann Jensen var misundelig over de altid godt besøgte pressemøder hos fiskeri- og landbrugsministeren, Niels Anker. Omvendt var det også mit klare indtryk, at Niels Anker kunne det stille politiske spil til fingerspidserne. Og lige så lokalpatriotisk han var – “hvad i alverden skulle han i Rønne, udover at tage færgen” – ligeså europæisk var han også i sit udsyn fra ‘Nordvangen’ ved Nexø. Han var en usædvanlig mand – og den eneste Venstremand jeg kender, som også kørte 2CV! Jeg er meget beæret over, at have lært ham at kende. Niels Anker Kofoed sov ind søndag morgen, 89 år. Ære være hans minde.
Niels Anker Kofoed med sin elskede 2CV “Dolly”. Bagved ses hjemmet ‘Nordvangen’.