“Brian, du kan få mig til at fortælle alt”, sagde Inge Lorentzen. “Så lang tid, har vi vist heller ikke”, svarede jeg. Og så grinede vi. Sammen. Det var i 2013, at jeg interviewede Inge Lorentzen til portrætbogen “Mit Bornholm – 12 personligheder fortæller”, at ordene faldt. Jeg interviewede Inge i over fem timer – og vi kunne blive ved.
For Inge havde meget på hjertet – og hun havde nået så meget. Et liv med hårdt arbejde som præstefrue, lærerinde og mor til fem. Hun fortalte om sin mening om selv at blive præst, om modstanden mod kvindelige præster og om at få en kæreste sent i livet – og den sladder i byen, som hun ikke ville ligge under for. Tværtimod gik hun ofte på gaden i Rønne og Aakirkeby, hvor hun var nem at finde med sin karakteristske røde alpehue – og altid klar til en snak. “Snak”, lyder lidt overfladisk og det var Inge Lorentzen ikke. “Hvorfor vil du ikke giftes med din kæreste”, lød hendes spørgsmål, få minutter efter at jeg var trådt over hendes dørtærskel for første gang.
Hun spildte ikke tiden – og når jeg i de senere år har holdt foredrag om bogen “Mit Bornholm”, så har jeg altid sagt: “Sikken en livsglæde, sikken et liv. Bortset fra hendes arbejdsbyrde som præstekone, skolelærer, leder af drengekoret i Rønne plus privat-undervisning, skribent i aviser som Bornholmeren og Kristelig Dagblad og formand for Ældrerådet – så er jeg meget misundelig på Inge Lorentzen. Jeg håber også, at jeg ligeså frisk som hende – og være på facebook eller hvad det nu hedder til den tid, når jeg bliver 84 år”.
Inge Lorentzen blev heldigvis hele 91 år og sov ind mandag morgen den 22. februar. Hun var et livsstykke uden lige. Ære være hendes minde.
Inge Lorentzen foran Aa Kirke, 2013. Foto: Kurt Christensen