Om forlaget

BrianChristensen

Forlaget Brian Christensen udgiver bøger, som primært har relation til byen Roskilde og øen Bornholm. Det gælder bøger om lokal-, fiskeri-, landbrugs- og besættelseshistorie. Eller biografier og portrætter af og med navne som:

Lise Nørgaard, Ib Michael, Fuzzy, Steffen Brandt (TV-2), Niels Anker Kofoed, Bent Jørgensen (ZOO), Lotte Svendsen, Ursula Munch-Petersen, Peter Vesth, Jesper Binzer (D-A-D), Martin Brygmann, Tina Dickow, Simon Kvamm, Stig Møller, Kim Larsen, Ole Basse Mortensen, Knud Andersen, Carsten Seeger og Græker-Kaj m.fl.

Forlagets historie
Forlaget blev etableret i 2011, hvor Brian Christensen ville udgive den lokalhistoriske portrætbog ‘Mit Roskilde – 10 personligheder’. Ud fra en formodning om, at intet større forlag ville udgive en så lokal bog – på trods af medvirken fra bl.a. Lise Nørgaard, Ib Michael og Fuzzy – så valgte Brian Christensen at udgive bogen på eget forlag. Siden har forlaget udgivet flere bøger – primært egne udgivelser og bestillingsopgaver, men en sjælden gang også andres projekter.

Bornholms Lille Boghandel (2014-2019)
Kombineret med interessen for branchens mekanismer generelt, voksede forlagets aktiviteter stille og støt – og den 15. november 2014 blev Danmarks mindste boghandel åbnet – nemlig Bornholms Lille Boghandel. Her blev der udelukkende handlet med nye og antikvariske bøger fra Bornholm og antallet af titler på hylden og i webshoppen nåede op over 900 stk. Boghandlen lå i Bornholms Lufthavn frem til februar 2019, hvorefter den blev lukket, for at kunne bruge al tid på forlaget og skriveriet igen. 

Om Brian Christensen
Brian Christensen er født i 1971 i Roskilde og uddannet cand. mag. i historie og journalistik på Roskilde Universitet med speciale i biografier. Han har tidligere arbejdet i DR som radiovært, tv-tilrettelægger og eventkoordinator. I dag arbejder han – ved siden af forlaget – som journalist og studievært på TV 2/Bornholm.

Læs mere om forlagets udgivelser her