Tale: Bogreception for udgivelse af “Sigrid Ring – Glæden ved planter”

Kære L.A. Rings Venner, Kære Ida og kære Karin – kære alle sammen

“Det er blevet en rigtig fin lille bog”. 
Den sætning havde jeg håbet på skulle være overskriften for min tale i dag – og det er også blevet en fin lille bog, men – figurteksterne står alt for svagt og Sigrid Rings tegninger ligeså. Og det – det piner selvfølgelig mig, som forelægger, fordi jeg plejer at aflevere et ordentlig stykke arbejde – og det er denne bog ikke endnu.

Men – forhåbentlig skruer trykkeren op for både farvestyrke og skarphed – så vi kan få den rigtig fine lille bog – som Idas og Karins arbejde fortjener. Og som grafikeren – Palle Sülvestersens – arbejde også fortjener. 

Fordi – selvom det måske er en lille fin bog, så ER der lagt meget arbejde i den – det ved jeg. Og jeg må sige, at kun én gang før har jeg arbejdet sammen med nogle forfattere, som var så forberedte som Ida og Karin. Selv billedteksterne blev leveret til aftalt tid – og der er kommet meget få rettelser lige inden deadline. Det er sjældent, at der er SÅ meget styr på det, når en forfatter plejer at aflevere sit materiale til mig.

Det er dog også sjældent, at jeg har fået SÅ mange spørgsmål om hele processen – og det er om ALT i forbindelse med denne bogudgivelse. Eller det troede jeg, for så var der liiige endnu et spørgsmål og en lille spidsfindighed i vores kontrakt, som lige skulle uddybes. 

Og den ihærdighed, spørgelyst og grundighed – det har jeg tænkt mange gange – den kan LA Rings Venner virkelig være glad for. Med Karin og Jan involveret – så bliver L.A. Rings Venner, Besøgscenteret – og i dette tilfælde også Liljeborgfondens – midler og aktiver brugt med den største varsomhed og påpasselighed. Set fra min stol – så kan I være meget meget trygge ved Karin og Jan.

Forfatter Ida har jeg ikke talt så meget om, og det skyldes som nævnt, at der har været tjek på teksten fra start, men – jeg glæder mig meget til at høre mere om hendes arbejde her om lidt. Kort kan jeg bare sige, at på de 40 sider, som bogen er på, så fik jeg i hvert fald et indblik i Sigrid Rings liv, så jeg føler, at jeg kender hende ganske godt. Og jeg tænker også, at det er en ret så vigtig bog, som fortæller om, hvad hun ofrede for at være sin mands hustru – og mor til deres børn. Kvindernes ofre er vi heldigvis begyndt at sætte fokus på – og her bliver denne bog forhåbentlig endnu et indspark af nuancer til debatten.

“Det er blevet en rigtig fin lille bog”. Sådan SKULLE overskriften som sagt gerne have lydt for min tale i dag, men – jeg er først helt tilfreds og lettet, når vi modtager det nye optryk af bogen, hvor figurteksten kan læses og hvor tegningerne står skarpt – for det fortjener denne bog.

De nye bøger bliver sendt fra tryk tirsdag den 31. August. 

Og når vi får dem i hånden – så vil jeg gerne skåle for den – men indtil da, så vil jeg blot sige tusind tak for et spændende projekt og et rigtig godt samarbejde – og glæde mig til at se, hvad fremtiden bringer af nye projekter.

Tak til Ida, Karin og Jan. Tak – og tillykke til jer, L.A. Rings venner.

Forlæggeren forsøger at forklare, hvorfor første tryk af bogen ikke var godt nok – og at et nyt tryk derfor sættes til salg den 2. september.